Øbro Træ bliver PEFC og FSC® certificeret

’Selv en gammel hund kan lære nye tricks’ siger adm. direktør Uwe Plugge om Øbro Træ A/S, der har eksisteret i mere end 70 år, og som nu har opnået både FSC® og PEFC certificering. 

Øbro Træ vil være forrest i feltet – også når det gælder miljø. Derfor blev der i november 2012 taget en stor beslutning om, at der fremover skal være certificerede varer på hylderne. Herefter gik det stærkt og Øbro Træ har nu opnået både PEFC og FSC certifikat. ’Vi har valgt at gå ’all-in’ og blive dobbeltcertificeret.  Årsagen er, at det meste af vores nordiske træ kommer med PEFC stempel, hvorimod vores hårdttræs produkter som terrassebrædder fås med FSC. Med dobbeltcertifikat kan vi betjene vores kunder bedst og bredest muligt’ forklarer Uwe Plugge.

Øbro Træ har taget et valg – også for kunderne
For at gøre en lang proces kort, besluttede Øbro at udskifte en stor del af deres konstruktionstræ med PEFC certificerede varer.  ”I stedet for at sidde med hænderne i skødet og vente på efterspørgsel efter certificerede varer, har vi taget skridtet fuldt ud og har erstattet hele varegrupper med certificerede produkter. I praksis betyder det, at en stor del af vores konstruktionstræ fremover kun købes og sælges som PEFC certificeret, og vores hårdttræs terrassebrædder vil være FSC ’ fortæller adm. direktør Uwe Plugge.

Øbro Træs nuværende kunder behøver dog ikke at blive bekymrede for deres fremtidige leverancer. Det ændrer nemlig hverken på pris eller kvalitet. Forskellen er blot, at papirarbejdet og dokumentationen for bæredygtighed nu er på plads og følger varen.

’En af vores klare målsætninger er at skabe værdi for vores kunder, og det gør vi nu ved at sikre at vores trævarer kan leve op til nuværende og kommende krav. Man kan sige det sådan, at vi har valgt for vores kunder – så har de den bekymring mindre’ siger Uwe Plugge.

Hvorfor certificering
Der er ikke meget slinger i valsen når Øbro Træ skal svare på hvorfor de har valgt at blive certificeret.
’Vi har læst skriften på væggen og er ikke i tvivl om, at certificeret træ er fremtiden. Der har været meget snak om værdien af certifikater, hvorvidt det kan betale sig osv. Vi er nået til den konklusion, at hvis vi forsat vil være med fremme i feltet når det gælder om at levere træ til byggeriet, så er der ingen vej udenom.  Vi vil være med til at promovere træ som et miljøvenligt byggemateriale. Men det kræver, at vi tager nogle valg om, hvordan vi driver vores forretning. For os har det betydet at udskifte hele varegrupper med certificerede varer’.

Stor opgave
En dobbelt certificering er ikke noget man kommer sovende til.  ”Det har været en omfattende opgave at få det hele på plads. Vi valgte at købe hjælp til at få styr på det hele, så vi hurtigst muligt kunne komme i gang med det der interesserer os – nemlig at sælge” fortæller Uwe Plugge.  Konsulent Rikke Bergsten fra CSR-Direct bekræfter ’ For mange virksomheder er det en stor mundfuld at skulle sætte sig ind i de mange regler og procedurekrav fra FSC og PEFC og udvikle et system, der er praktisk og anvendeligt – især når man samtidigt skal passe den daglige forretning’.

Øbro Træs FSC og PEFC certifikater kom i hus den 13. februar 2013